Sådan kan universelt design i byrum se ud
Et hævet plantebed, sandkasser i flere niveauer og et rundt bord med plads til f.eks. kørestole. Det er nogle af de prototyper, der foreløbig er kommet ud af et forskningsprojekt om inddragelse af beboerperspektiver på universelt design i udviklingen af byområder.
I forskningsprojektet ”Fællesrum – livet mellem husene i et universelt design perspektiv” har man bygget forskellige eksempler på inventar til byrum, som viser, hvordan universelt design kan se ud i praksis i byrum og boligområder.
Udover et rundt bord med plads til både siddende, barnevogne, rollatorer og kørestole har man udviklet et taktilt kort og bygget sandkasser i flere niveauer, et hævet plantebed og en dome-lignende afskærmningsvæg. Fem prototyper, som man kan arbejde videre med.
”Og det HAR faktisk betydning, hvordan vi designer, fordi det at have muligheden for at deltage ved sådan et rundt bord, det giver også muligheden for at deltage i nogle fællesskaber og i nogle naboskaber,” siger postdoc Carsten Hvid Nielsen fra Aalborg Universitet. Han leder projektet sammen med professor i byteori Ole B. Jensen, også fra Aalborg Universitet. Begge er desuden en del af Bevica Fondens tværfaglige forskernetværk.
Udviklet i samarbejde med beboerne
Prototyperne er blevet til i samarbejde med mennesker med handicap. Som en vigtig del af projektet blev mennesker med forskellige funktionsevner nemlig inviteret med på vandringer i det almene boligområde Toveshøj i Århus for at tale om de barrierer, de møder i hverdagen, og hvordan barriererne forhindrer dem i at deltage i aktiviteter og fællesskaber i området. For eksempel de barrierer, de støder på i boligområdets fælleshaver, hvor beboerne kan få jord under neglene og nyde glæden ved at dyrke jorden sammen.
”En af de udfordringer, der blev peget på, det er, at al aktiviteten foregår nede ved jorden. Så hvis man er kørestolsbruger, hvis man er dårligt gående, så kan det være vanskeligt at deltage i de her grønne fællesskaber,” konstaterer Carsten.
Med udgangspunkt i deltagernes erfaringer, perspektiver og behov udviklede man forskellige prototyper på udendørs inventar, som deltagerne testede. Deres respons viste, at universelt design gør en reel forskel i hverdagen. Blandt andet da man testede et taktilt kort over boligområdet, dvs. et følbart kort, som blinde og svagsynede kan afkode gennem følesansen i fingrene.
”Vi prøvede det her taktile kort af med en, som er blind, og han fortalte, at det ikke kun hjælper ham med at navigere og kunne orientere sig i området, men at det også gav ham en helt ny selvforståelse, fordi nu kunne han være med på sine egne præmisser,” fortæller Carsten.
Projektet modtager støtte fra partnerskabet mellem Bevica Fonden og Landsbyggefonden og løber frem til efteråret 2026, hvor det udkommer med en forskningsrapport, der går mere i dybden med nogle af eksperimenterne.
Se foreløbig de fem prototyper, og hør Carsten fortælle mere om dem i videoerne her:
Mere info
Læs mere om projektet Fællesrum - livet mellem husene i et universelt design perspektiv
Læs mere om partnerskabet mellem Bevica Fonden og Landsbyggefonden
Carsten Hvid Nielsen er medlem af Bevica Fondens forskernetværk.
Læs mere om Carsten Hvid Nielsen
Ole B. Jensen er medlem af Bevica Fondens forskernetværk.
Læs mere om Ole B. Jensen
Mere viden om universelt design
Gå på opdagelse i Bevica Fondens vidensbibliotek
Seneste nyt
Følg med i det sidste nye i Bevica Fonden herunder.




.png)

