
Bevica Fonden uddeler 10 millioner kroner til forskning i et mere inkluderende samfund

Bevica Fonden uddeler 10 millioner kroner fordelt på fem forskningsprojekter. Over de næste tre år undersøger fem ph.d.-forskningsprojekter universelt design som middel til at skabe et mere ligeværdigt og inkluderende samfund inden for så forskellige fagområder som mode, arkitektur, sundhed, natur og IT.
Bevica Fonden uddeler 10 millioner kroner til forskning i universelt design som løftestang til at skabe et mere inkluderende og ligeværdigt samfund for alle. Uddelingen sker på baggrund af et ph.d.-call, som fonden annoncerede i efteråret sidste år.
Projekterne favner bredt i brugen af universelt design som forskningslinse, og netop dét glæder Bevica Fondens bestyrelsesforperson og formand for bedømmelseskomitéen Thomas Sinkjær.
”Den store søgning, som vi har oplevet, vidner for os om, at flere er ved at få øjnene op for, hvordan man med universelt design som prisme kan gå til måske kendte problemstillinger på en ny måde, som får hele samfundet i en mere inkluderende retning på mange forskellige områder.”
Midlerne fordeler sig til ph.d.-projekter på VIA University Collage og Kolding Designskole, Det Kongelige Akademi, DTU og IT Universitetet og beskæftiger sig inden for mode, arkitektur, sundhed, leg og pædagogik og arealomlægning til natur.
”Vi er glade for at se den faglige bredde, som ansøgerne er kommet med. Det er med til at skubbe positivt til forskningsfeltet omkring universelt design og udfordrer på den måde os alle til at se på vores samfund på en ny måde. Det er helt nødvendigt og i tråd med det, vi ønsker som fond,” lyder det fra Thomas Sinkjær.
Ligeværdighed kræver strategisk forankring
Uddelingerne fra Bevica Fonden er bakket op af en bedømmelseskomité bestående af forperson i Bevica Fonden, professor i neurovidenskab og teknologi ved Aalborg Universitet Thomas Sinkjær, forsker ved Det Kongelige Akademi og adjungeret professor ved Københavns Universitet Ulrika K. Stigsdotter, professor i design ved Mid Sweden University Per-Olof Hedvall, seniorforsker ved VIVE, Leif Olsen og VP i Novo og tidligere formand for Det Centrale Handicapråd Liselotte Hyveled.
Sidstnævnte, Liselotte Hyveled, er enig i og glad for at se, hvor bredt uddelingerne er nået ud, da det er en forudsætning for, at samfundet har den viden, der skal til for faktisk at udvikle sig i en mere socialt bæredygtig og ligeværdig retning, mener hun.
”Hvis vi vil have et samfund med plads til alle, må vi holde op med at symptombehandle. Gennem denne massive forskningsindsats bruger vi universelt design som et strategisk værktøj til at forstå det, der skaber ulighed i vores fælles hverdag. Så vi kan sætte kræfter ind de rigtige steder for at nedbryde dem,” siger hun og fortsætter.
”Ligeværd er ikke noget, vi kan håbe os til – det skal designes. Ved at koble solid forskning med universelt design får vi det værktøj, der skal til for systematisk at identificere og nedbryde de barrierer, som i dag ekskluderer alt for mange fra fællesskabet.”
På Bevica Fondens hjemmeside har vi samlet de forskningsprojekter, der har opnået støtte. Du kan følge dem under ph.d.-call 2026 modtagere via siden her.
Læs desuden mere om ph.d. callet og det oprindelige opdrag her.
Seneste nyt
Følg med i det sidste nye i Bevica Fonden herunder.


.png)