Byen har bestemte idéer om, hvem vi er – og det går ofte ud over dem, der falder uden for normen

Forestil dig København – eller enhver anden by for den sags skyld. Der er kælet for detaljerne, der er brostensbelagte gader og bænke rundt omkring, hvor folk sidder og nyder en stille stund. Det er et klassisk billede, som de fleste umiddelbart ikke vil opfatte som særligt indrettet for bestemte mennesker. Men det er det, forklarer professor ved Aalborg Universitet, Ole B. Jensen.

”Det, der er med en bænk og et rum, det er, at de faktisk har en idé om os. Vores kroppes måde at indtage rum på, det er ikke kun vores egen vilje. Det er også at tage det, der er i rummet; dvs. hvis bænkene står på en bestemt måde og har en bestemt højde, så er der en idé om, hvem det er, der kan bruge dem.”

Ole B. Jensen forsker i urban design og skrev i 2026 bogen Mobliity Injustice by Design, som med udgangspunkt i tre primære målgrupper: mennesker i hjemløshed, mennesker med handicap og ældre mennesker undersøger, hvordan byens design kan være ekskluderende og lige frem fjendtlig.

I forbindelse med Folkemødet 2026 var Ole B. Jensen med i en særudgave af Du lytter til Politiken, hvor han foldede sine perspektiver på fjendtligt design ud.

”Det, man skal lægge mærke til, når man går rundt i en by, det er, hvad den inviterer til. Og når man har mulighed for at skifte sko, og man har muligheden for at gå op ad trapperne, så tænker man ikke ret meget over, at der kan være en høj kantsten, at der kan være en grøn bølge, som man skal løbe over for at nå at komme over gaden for, at der er en bænk, der er fjernet, eller der er sat et armlæn op midt på den, så man ikke kan lægge sig og sove der,” forklarer han og peger med eksemplet på, hvordan byer oplevelse meget forskelligt afhængigt af det udgangspunkt, man kommer med.

Afvisningens atmosfære

Når vi går rundt i en by, så oplever vi den for, hvad den tilbyder os, forklarer Ole B. Jensen. Den har så at sige idéer om os som brugere, Og hvis brugeren ikke passer ind i den idé, så skubber den os væk. Og nogle gange er det ikke med vilje.

”Der er ikke nogen, der laver høje kantsten med vilje for at forhindre mennesker for at komme over gaden eller komme op med en kørestol, men der er i den grad nogen, der sætter armlæn op eller fjerner sovemuligheder for hjemløse for at slippe af med dem.”

Ole B. Jensen taler om afvisningen atmosfære:

”Afvisningens atmosfære handler i virkeligheden om, at tingene fortæller os, at vi skal skride og gå væk. Det gælder både for mennesker i hjemløshed, men det gælder faktisk også mennesker i de andre grupper. Når de opdager, at man ikke kan komme op ad trappen, eller man ikke kan komme ind eller har andre udfordringer, så føler man, at byen beder om, at man forsvinder eller går væk.”

Ableisme og den kropslige norm

En sådan afvisningens atmosfære, fortæller Ole B. Jensen, hviler ofte på en snæver forståelse af mennesket, som betyder, at vi uden at tænke over det kommer til at designe byen til et gennemsnit, som mange falder uden for. I handicapforskningen taler man om begrebet ableisme, som handler om favoriseringen af den kapable, normalt fungerende krop, som også er på spil i indretningen af vores byer, fortæller Ole B. Jensen.

”Fællesnævneren er, at rummene har en idé om, hvem der er de rigtige brugere, og hvem der ikke er, forklare han og fortsætter.

”Hvis byen er sådan, at man har svært ved at komme på restaurant i kørestol, men har svært ved at komme hurtigt over vejen, man har svært ved at finde et sted at sove, så bliver den indrettet på nogle præmisser, hvor der er nogle særlige grupper, som ikke kan være med.”

Dog er det ikke sådan, fortæller Ole B. Jensen, at der er en enkelt, kold logik, som er styrende for, hvem vi byder indenfor og udenfor byens rum. Tværtimod er vores byer blevet til over tid, og vi står så at sige på lagene fra tidligere tiders beslutninger og indretning af byrum.

Hør hele interviewet med Ole B. Jensen i Du lytter til Politiken lige her.