Parasport og universelt design: Vi skal ikke sænke forventningerne – vi skal i stedet udjævne spillebanen

Fagområde:
Sport/Bevægelse
Udgivet:
15 Feb
2025
Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player...
Forfatter
Redaktionen
Projektperiode
Projektejer
Samarbejdspartnere
Finansiering
Bevilling fra Bevica Fonden
Kontaktpersoner

Bevica Fonden mødte Christian Lykkeby Olsen til en samtale om, hvordan parasporten viser, at vi med universelt design kan tilpasse rammerne, så alle kroppe kan præstere på højeste niveau.

Klassifikationssystemet er rygraden i parasporten og sikrer, at alle får et ligeværdigt udgangspunkt for at konkurrere og udmærke sig. Systemet er dermed et godt eksempel på, hvordan universelt design kan se ud i praksis, mener Christian Lykkeby Olsen, der er PLY og Impact Manager ved den Internationale Paralympiske Komité samt medlem af Universal Design Hubs forskernetværk.  

Klassifikationssystemet er et vurderingssystem, der inddeler funktionsnedsættelsens type og grad i relation til specifikke sportsgrene og giver dermed sportsudøverne et mere lige udgangspunkt at konkurrere på til for eksempel de Paralympiske Lege.

”Det, vi demonstrerer med parasport – og især gennem højdepunktet de Paralympiske Lege – er, at i stedet for at sænke barren eller sænke forventningerne, så udjævner vi i stedet spillebanen", forklarer han.  

Parasporten som den gode case i andre arenaer  

Christian Lykkeby Olsen påpeger, at tilgangen desuden kan overføres fra parasporten til andre kontekster – f.eks. nævner han uddannelsessystemet, beskæftigelse, boligformer og samfundsdeltagelse generelt.  

”Anvendelsen eller materialiseringen af begrebet universelt design vil være forskellig. Men ideen om at udjævne spillebanen i stedet for at sænke barren eller forventningerne; det er en metode og en virkelig stærk case, som vi leverer gennem parasporten,” konstaterer han.

”Jeg synes, det er virkelig vigtigt, fordi det viser, at ethvert menneske har et iboende potentiale, som kan indfries under de rette omstændigheder med den nødvendige støtte, som dette specifikke individ har brug for i denne specifikke kontekst.” fortæller han.

Dermed sætter Christian Lykkeby Olsen ord på en central pointe i universelt design: nemlig hvor vigtigt det er, at vi konstant opererer med et katalog af løsninger, som understøtter alle de forskellige variationer, behov, begrænsninger og ressourcer, vi har som mennesker. Når vi tager højde for det, skaber vi nemlig systemiske strukturer, der giver rum til, at flere kroppe kan indfri deres potentiale og deltage på lige fod overalt i vores samfund.

Christian Lykkeby Olsen er ambassadør for Bevica Scholarship Programme.  

Artiklens bidragsydere
No items found.
Mere info