
Bevica Fonden bevilger 12 millioner til drift af Sammenslutningen af Unge Med Handicap: ”De unge sætter ord på det levede liv på en måde, som kun de kan”

Med en bevilling på 12 millioner sikrer Bevica Fonden driften af Sammenslutningen af Unge Med Handicap frem til 2030. Det er en helt naturlig forlængelse af et vigtigt strategisk partnerskab, hvor de unge leverer erfaringer fra deres liv, som gavner både sagen og det fælles arbejde for et mere inkluderende samfund.
Med 12 millioner kroner i perioden 2026-2030 kan Sammenslutningen af Unge Med Handicap, som er paraplyorganisation for handicapbevægelsens ungdomsorganisationer, se ind i en mere stabil økonomisk fremtid de kommende år.
Bevillingen kommer fra Bevica Fonden, som dermed giver sin største bevilling til grundlæggende drift nogensinde, og er et resultat af flere års gode erfaringer med samarbejdet mellem fonden og SUMH og en anerkendelse af, hvor vigtig en rolle de unge og deres erfaringer spiller for det fælles ønske om at skabe et samfund, hvor der er plads til og mulighed for at leve det liv, man ønsker sig – uanset handicap og funktionsniveau.
”Sammenslutningens unge har gennem samarbejdet vist sig at være ganske dygtige til at udbrede viden om universelt design og nuancere synet på mennesker med handicap og det menneskesyn, vi alle er rundet af. De unge sætter ord på det levede liv med handicap, som kun de kan, og derfor er det også naturligt at fortsætte det gode samarbejde,” lyder det fra direktør i Bevica Fonden Marianne Kofoed.
Partnerskabet mellem Bevica Fonden og SUMH blev første gang etableret i 2021. Med den nye bevilling er det blandt andet målet at klæde de unge på til at være fortalere for styrket inklusion og udvidelse af normalitetsbegrebet gennem universelt design. Fra starten har det desuden været med det formål at støtte den grundlæggende drift, så organisationen ikke skal kæmpe fra tue til tue for at skaffe penge til at udføre deres arbejde.
I 2024 viste en evaluering af samarbejdet med SUMH, at den målsætning er lykkes, men også mulighederne for at arbejde mere systematisk med de forandringer, man ønsker at skabe er øget, og samtidig er efterspørgslen efter de unge og deres viden steget markant; både på i den politiske arena og blandt andre aktører.
En vigtig stemme i fondens øvrige partnerskaber
Bevica Fondens bevillinger til den grundlæggende drift skriver sig ind i en stigende tendens i fondsverdenen i disse år til at sikre penge til grundlæggende drift af organisationer og andre bevillingsmodtagere, som der ellers tidligere ikke har været tradition for.
Bevica Fonden har gennem mange år arbejdet aktivt med at bringe viden om begrebet universelt design i spil i forskningen og i samfundsdebatten generelt. Det sker blandt andet via partnerskaber med blandt andet Det Kongelige Akademi, Københavns Kommune og Folkemødet. Deri spiller de unges stemme fra SUMH’ en vigtig rolle,” fortæller Marianne Kofoed.
”I vores arbejde med at få universelt design ind på bl.a. arkitekt- og designuddannelserne og i vores mere praksisrettede partnerskaber er det vigtigt og afgørende at have stemmer fra det levede liv med. De gør os klogere på, hvad det betyder helt konkret, når rammerne bare ikke er indrettet på en måde, så vi alle kan være med,” lyder det.
Samme oplevelse har sekretariatsleder fra SUMH, Ditte Rejnholdt Rudolfsen.
”Det er afgørende for en organisation som SUMH, at der skabes stabilitet, så vi som organisation kan gøre det, vi faktisk er sat i verden for - at skabe et samfund, hvor der er plads til alle - frem for at have blikket rettet mod næste projektbevilling. Samarbejdet med Bevica Fonden har vist netop værdien af det. Samarbejdet handler selvfølgelig om en økonomisk stabilitet, men det handler i lige så høj grad om, at der er en fælles forståelse af den forandring, vi gerne vil skabe, og at fonden har blik for at skabe en stærk relation mellem fondens forskellige samarbejdspartnere, så vi sammen skaber forandring gennem synergi og stærke relationer.”
Bevillingen fra Bevica Fonden betyder, at SUMH kan forsætte deres arbejde for at være en stærk ungestemme, og samtidig få endnu flere unge med, og i højere grad involvere forskningsperspektiver, der kan understøtte de erfaringerne fra de unges levede liv frem mod et fælles mål om at skabe et samfund, hvor der er plads til alle.
Kontakt
Mads Stampe, chef for public affairs og kommunikation i Bevica Fonden – mobil: 6066 6758, mail: mads@bevica.dk
William Korte, formand i SUMH – mobil: 26 34 49 47, mail: william@sumh.dk
Latest News
Follow the latest news from the Bevica Foundation below.


