Sarah Fredelund

Når mennesker med forskellige kroppe og erfaringer ikke kan mødes på lige og inkluderende vilkår, mister de følelsen af at høre til – og samfundet mister de møder, der kan nedbryde fordomme og styrke fællesskabet. Projektet undersøger derfor ikke blot, hvordan kultur kan blive mere tilgængelig, men hvordan fælles rum kan skabe betingelser for de møder, der gør et mangfoldigt samfund muligt. En undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer (2024) viser, at otte ud af ti danskere har følt sig usikre på, hvordan de skal omgås mennesker med handicap – især i det offentlige rum. Det peger ikke nødvendigvis på manglende vilje, men på et fravær af naturlige situationer, hvor mennesker mødes. Selv når et sted opfylder alle krav til fysisk tilgængelighed, kan det stadig ekskludere socialt gennem fx cirkulationsmønstre, overvældende sanseindtryk eller en rumlig logik, der signalerer, hvem stedet er skabt til. Adgang er derfor ikke det samme som deltagelse, møder eller tilhørsforhold. Tilhørsforhold kan ikke designes direkte, men kan opstå, når de rette rumlige og sanselige betingelser er til stede.

Ph.d.-projektets centrale bidrag er et nyt analytisk begreb inden for Universelt Design: mødbarhed (encounterability).Hvor feltet traditionelt har fokuseret på tilgængelighed og i stigende grad deltagelse, introducerer projektet mødbarhed som et tredje niveau. Begrebet beskriver de rumlige og sanselige betingelser, der gør møder på tværs af forskellighed mere eller mindre sandsynlige. Projektet undersøger dermed, hvordan arkitektur kan skabe bedre betingelser for, at mennesker bliver længe nok, føler sig trygge nok og kommer tæt nok på hinanden til, at møder kan opstå. Det bygger videre på forskning inden for Universelt Design, som peger på behovet for at adressere inklusionens sociale og relationelle dimensioner.

Møder på tværs af forskelle opstår sjældent i de planlagte situationer. Deltagelse side om side skaber ikke nødvendigvis kontakt. Forskning inden for Encounter Theory peger på betydningen af de små mellemrum: mens man venter, tager en pause, leder efter en plads eller bliver hængende lidt længere. Det er netop disse uformelle øjeblikke, arkitekturen ofte overser. Hvor meget arkitektur er designet til bevægelse – at komme ind, finde vej og nå sit mål – undersøger projektet de betingelser, der inviterer til ophold og uplanlagt nærvær. I interventionsfaserne udvikles derfor midlertidige sociale rum – Social Dwelling Spaces – der understøtter ophold, ventetid og møder på tværs af forskel.

Projektet undersøger samtidig potentialet i midlertidig arkitektur som et levende laboratorium, hvor universelle designløsninger kan udvikles, afprøves og videreudvikles i fuld skala. Festivaler er særligt egnede som forskningsarenaer, fordi rumlige interventioner kan justeres og gentestes hurtigt, samtidig med at de samler et stort og mangfoldigt publikum. Projektet gennemføres i samarbejde med  CPH:DOX over tre festivaludgaver fra 2027 til 2030. Her udvikles og afprøves nye designstrategier i tæt samspil med publikum. De gentagne interventionscyklusser gør det muligt løbende at omsætte erfaringer til ny viden og konkrete designgreb. CPH:DOX er samtidig en stærk platform for formidling. Med et stort publikum, omkring 150 samarbejdspartnere og en international position kan projektets resultater både udvikles, afprøves og synliggøres i praksis. For Bevica Fonden betyder det, at projektet ikke blot producerer ny viden, men også kan give Universelt Design synlighed og gennemslagskraft. Projektets viden dokumenteres systematisk og omsættes til konkrete designstrategier for blandt andet lys, materialitet, ophold og rumlig organisering. Strategierne skal kunne inspirere og tilpasses af kulturinstitutioner, festivaler, kommuner og arkitekter. Målet er derfor ikke blot at gøre kultur mere tilgængelig, men at udvikle viden om, hvordan rum kan skabe bedre betingelser for, at mennesker med forskellige kroppe og erfaringer kan komme ind, deltage, mødes og opleve at høre til.