
Højskoleelever: Vi vil gerne inkludere alle i koncerten – så hvad gør vi?

Hvordan arbejder man med universelt design, når man skal planlægge et event? Hør højskoleeleverne Mikala og Fiona reflektere over nogle af udfordringerne og over, hvordan man kan komme i gang med at gøre sig de allerførste overvejelser.
”Det er første gang, vi har arbejdet med det, så derfor var vi også sådan: Okay, vi vil gerne inkludere alle, så hvad skal vi gøre? Og så blev det lidt uoverskueligt, fordi der var så mange grupper mennesker, man jo gerne vil inkludere,” fortæller Mikala, som er elev på Roskilde Festival Højskole.
Sammen med Fiona lærer hun om eventledelse og har i et forløb på skolen arbejdet med at planlægge og afholde en universelt designet koncert i forbindelse med afholdelsen af højskolens Orange Onsdage. Orange Onsdage er højskolens offentlige arrangementer, hvor man inviterer indenfor til koncerter, debatter og foredrag.
Som noget af det første i forbindelse med planlægningen diskuterede de universelt design overfor tilgængelighed, og hvad forskellene er. Og så brainstormede de over, hvilke ting man kan tænke på, når man skal indtænke universelt design i sine koncerter.
”Man blev ved med at tænke på nye personer, man kunne inkludere. Så til sidst havde vi en kæmpe tavle fyldt med ideer til, hvordan man kunne indtænke det. Og så blev det måske et lidt uoverskueligt projekt. Så blev der også nedsat en arbejdsgruppe, og så var man bare: Det er et meget stort arbejde at skulle indtænke alt det her,” fortæller Fiona.
Men selvom det på et tidspunkt virkede uoverskueligt, viste det sig, at man kan komme langt ved bare at lave nogle små ændringer.
”Det der med at have gjort sig alle de her tanker gør det allerede bedre, for det var måske ikke de store ændringer, vi endte med at lave, men bare det der med at have tænkt det lidt ind og så måske have lavet nogle små ændringer og bare gøre opmærksom på det,” forklarer Fiona.
Alene ved at gøre opmærksom på, hvordan de havde arbejdet med at skabe en oplevelse for flere, fik de publikum til også at reflektere, fortæller de.
”Vi var værter for eventet, hvor vi stod og præsenterede det, da folk kom. Det fik publikum til at tænke det igennem, i stedet for at de bare går til koncert. Så har de noget at tænke på omkring det her med universelt design, og hvad man kunne gøre bedre,” fremhæver Mikala.
Mere viden om universelt design
Gå på opdagelse i Bevica Fondens vidensbibliotek
Seneste nyt
Følg med i det sidste nye i Bevica Fonden herunder.

.png)

