
Statera vil gentænke rollatoren med fokus på rehabilitering og universelt design

DTU-team modtager Bevica Seed Grant til videreudvikling af en ny type rollator, der er designet til at støtte både bevægelse, rehabilitering og selvstændighed – med universelt design som fundament.
Statera er en ny fortolkning af rollatoren – udviklet til ikke kun at støtte brugeren i at komme frem, men også aktivt at styrke kropsholdning, reducere belastning og indgå som del af et rehabiliteringsforløb. Løsningen er udviklet af studerende fra DTU i tæt samarbejde med fysioterapeuter, sundhedsprofessionelle og stroke-patienter, og bygger på principper for universelt design, så den også kan bruges af bredere målgrupper med nedsat mobilitet.
Prototypen er allerede testet i samarbejde med Roskilde Sygehus og Det Centrale Hjælpemiddeldepot i Nærum, og feedback peger på øget tryghed, bedre holdning og mindre smerte sammenlignet med traditionelle rollatorer. Dommerpanelet fremhæver Stateras markedsrelevans og potentiale i en tid, hvor flere lever længere med behov for styrket mobilitet og hverdagsrehabilitering.
Statera modtager nu 30.000 kr. i Bevica Seed Grant til næste fase, hvor fokus blandt andet bliver at gøre designet mere appellerende til yngre brugere, afprøve flere prototyper, og undersøge mulige samarbejder med SUMH og Elsass Fonden for at øge rækkevidden.
Seneste nyt
Følg med i det sidste nye i Bevica Fonden herunder.


