Hele vores samfund er ikke bygget til min krop

Vi er alle forskellige med det tilfælles, at vores funktionsevner forandrer sig hele livet. Men afspejler det sig i den måde, vi møder og forstår hinanden på? Og afspejler det sig i den måde, vi designer det byggede miljø og vores omgivelser i det hele taget? Eller tager vi som samfund oftest udgangspunkt i en menneskeforståelse, der fastholder en idealiseret form af mennesket som norm?

Caspar Eric er forfatter og debattør og har cerebral parese, hvilket blandt andet gør, at han halter. Han debuterede på Gyldendal i 2014 og udgav i 2025 sin ottende digtsamling, Crip.

I filmen fortæller han om, hvordan det har været at vokse op med et handicap. Han beskriver sig selv som en stædig og arbejdsom person. Siden han var lille, har han tænkt, at han gerne vil være nogen.

”Og det har også noget at gøre med det at leve med et handicap. At skulle bevise sig meget. Det er noget, der fylder meget i min personlighed. At jeg har ret til at være her på en måde, eller at det var godt, at jeg overlevede, da jeg blev født skindød. At det var okay, at det kostede de skattekroner, det kostede,” fortæller han.

Han taler også om, at det er irriterende hele tiden at blive sat i bås og set på af andre som en af ”de handicappede” på trods af, at det at leve med et handicap ikke er én livssituation. Om at det, at der ikke er én livssituation, gør det svært at blive et fællesskab eller et ’os’. Om at noget af prisen for hele tiden at forsøge at overkomme sit eget handicap netop er, at det kan være svært at finde sammen i et ’os’.

”Problemet lige nu er, at der er ikke nogen, der ser os. Altså, man kan blive så god til at blive individuel og at forsøge at overkomme sit eget handicap, at det også ligesom ikke bliver et sted, man kan tale fra,” mener han.

Hvad han forstår ved at overkomme sit handicap, uddyber han et andet sted, nemlig i antologien ”Jeg leder efter en ny måde at tale om handicap på”. Her fortæller han om som handicappet at være opdraget til ”at klare den”, ikke tænke på sit handicap, men glemme det og om i nogle situationer at have kunnet skjule det. Han fortæller også om dobbeltheden i, at han gerne vil være en del af et aktivistisk fællesskab med andre mennesker med handicap, men samtidig har rigtig meget modstand mod det.

På spørgsmålet om, hvad han gør for at passe ind, svarer han i filmen:

”Jamen, på en måde så er det alt, jeg gør.”

Men han tænker ikke på de ting, han gør for at passe ind, som gode eller dårlige. For det at rette sig ind efter nogle omgivelser er noget, alle mennesker gør. Der er bare lige det, at for ham er det noget, han skal gøre virkelig meget hele tiden.

”Hele vores samfund er ikke bygget til min krop. Så derfor støder den bare virkelig meget på samfundet,” konstaterer han.

‍

Videoen er en del af en serie på 12 film, hvor vi inviterer eksperter og markante samfundsstemmer til at dele deres refleksioner over, hvordan et inkluderende menneskesyn kan være med til at forme og forandre vores fælles fremtid. Filmene er produceret i forbindelse med Bevica Fondens 150-års jubilæum.