Fyraftensevent: Diversitet og inklusion – fra feel-good til god forretning
Kom med, når CBS, InLead Agency og Bevica Fonden inviterer til et inspirerende gå-hjem-møde om diversitet og inklusion (D&I) som strategisk satsning og drivkraft i danske virksomheder.

Kom med, når CBS, InLead Agency og Bevica Fonden inviterer til et inspirerende gå-hjem-møde om diversitet og inklusion (D&I) som strategisk satsning og drivkraft i danske virksomheder.
Mennesker med handicap udgør omkring 1,3 milliarder mennesker globalt og er dermed verdens største minoritetsgruppe. De repræsenterer et enormt potentiale, både som arbejdskraft og som forbrugere. Sammen med deres familier har de tilsammen en global købekraft på over 18 billioner dollar i. Potentialet i at tænke menneskers forskellighed ind fra starten som både strategi og forretning er derfor ikke til at overse for virksomhederne.
En analyse på tværs af 346 amerikanske virksomheder fra 2023 viste blandt andet at, omsætningen for virksomheder, der arbejder aktivt med inklusion af mennesker med handicap, var 1,6 gange højere end sammenlignelige virksomheder, mens den økonomiske profit var 2 gange højere ii. Sammenhængen forklares f.eks. med bedre fastholdelse af medarbejdere, lavere sygefravær, stærkere organisationskultur og øget innovationskapacitet. Dette underbygges også af blandt andet World Economic Forum, som peger på, at virksomheder, der arbejder aktivt med diversitet og inklusion, er op til 30 % bedre til at minimere forretningsrisici iii.
Samtidig ser vi ind i en digital fremtid, hvor kompetencer inden for AI og teknologi på tværs af brancher bliver afgørende for virksomheders konkurrenceevne. Vi er med andre ord langt ude over, at arbejdet med inklusion er feel-good for virksomhederne. Det er helt nødvendigt for at skabe en god forretning i fremtiden. Store globale virksomheder som Microsoft, Apple og Airbnb arbejder allerede aktivt med det.
I Danmark er virksomheder som GladTeknik og Carl Ras Gruppen gode eksempler. Men hvordan arbejder virksomheder strategisk og målrettet med diversitet og inklusion, så de får udnyttet potentialet – for forretningen og hos den enkelte?
Til at svare på dét spørgsmål har vi sat førende D&I-eksperter inden for forskningen, erhvervslivet og civilsamfundet i stævne. Vi præsenterer også en mulighed for dig som deltager til at blive en del af Bevica Scholarship Programme og tilegne dig viden om, hvordan du kan sikre mere mangfoldighed og konkurrencedygtighed i erhvervslivet gennem universelt design.
Mød panelet
Sara Louise Muhr, ph.d., er professor i diversitet og ledelse på CBS samt stifter og CEO i InLead Agency, der gennem anvendt ledelsesforskning understøtter organisationers D&I-indsatser.
Bo Rygaard er en af Danmarks mest indflydelsesrige bestyrelses- og erhvervsprofiler. Gennem årene har han bestridt poster i erhvervsdrivende fonde, børsnoterede selskaber, statslige selskaber samt kapitalfondsejede virksomheder.
Camilla Ryhl, ph.d., er forskningsdirektør i Bevica Fonden og en af Danmarks førende eksperter inden for universelt design. Hun er desuden ansvarlig for Bevica Fondens Scholarship Programme.
Jannick Friis Christensen, ph.d., er ekstern lektor på CBS samt forskningschef og chefkonsulent i InLead Agency, hvor han sikrer den forskningsmæssige forankring af InLead’s ydelser.
Kort om Bevica Scholarship Programme
Bevica Scholarship Programme støtter innovative og modige tænkere i at udforske, hvordan deres fagområde kan bidrage til udviklingen af universelt design som et redskab til at skabe et mere inkluderende samfund for alle.
Bevica Scholarship Programme består af følgende priser:
- 1 hovedpris til studerende på Bachelor-niveau på 200.000 kr.
- 1 hovedpris til studerende på kandidat-niveau på 200.000 kr.
- 2 hovedpriser á 130.000 kr. til undervisere
- 20 rejselegater á 30.000 kr. pr. stk.
- Bevica Scholarship Programme er tværfagligt og henvender sig bredt til studerende og undervisere på danske universiteter, professionshøjskoler eller arkitekt- og designskoler.
- Studerende skal have gennemført mindst 3. semester af deres uddannelse ved starten af Idéfasen i februar 2027.
- Undervisere skal kunne dokumentere aktive undervisningsaktiviteter inden for de seneste to år ved starten af Idéfasen februar 2027.
Læs mere på www.bevicafonden.dk/scholarship-programme
Praktisk:
Arrangementet foregår mandag den 14. september kl. 15.00-16.30 i CBS’ lokale Common Room (DH.V.0.01) på Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg. Dørene er åbne fra kl. 14.30.
Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding på forhånd grundet et begrænset antal pladser.
Alle er velkomne: studerende, undervisere, ledere og andre, som er nysgerrige på D&I som forretning og konkurrencemæssig fordel i erhvervslivet. Arrangementet er offentligt – også for deltagere, som ikke er tilknyttet CBS.
Der er sandwiches og lidt koldt at drikke til alle fremmødte.
Program
14.30-15.00 Ankomst med kaffe/te og cookie
15.00-15.05 Velkommen v. Jannick Friis Christensen
15.05-15.20 Keynote v. Bo Rygaard med udgangspunkt i dagens tema og de erfaringer, han har gjort sig som bestyrelses- og erhvervsperson.
15.20-15.30 Pause og netværk
15.30-16.00 Fireside chat og refleksioner på baggrund af dagens tematikker.
Med Sara Louise Muhr, Bo Rygaard og Camilla Ryhl. Sidstnævnte er forskningsdirektør i Bevica Fonden, som samarbejder målrettet med en række uddannelsesinstitutioner for at gøre universelt design til en grundpræmis i uddannelserne og ruste kommende arkitekter, designere og ingeniører til at udvikle løsninger, der er tilgængelige og brugbare for alle.
16.00-16.20 Hvordan kan man arbejde med dagens tematikker gennem universelt design og Bevica Scholarship Programme? V. Camilla Ryhl.
16.20-16.30 Tak for i dag, netværk og sandwich.
Tilmeld dig
Tilmeld dig ventelisten
Eventet er fuldt booket, men du kan tilmelde dig ventelisten. Bliver der plads, får du en email.