Vi har viden om universelt design – men den skal efterspørges

Debatten om universelt design i forlængelse af den nye nationale arkitekturpolitik er både nødvendig og vigtig. Ambitionen om omhu, skønhed og inklusion i det byggede miljø fortjener at blive taget alvorligt, ikke mindst fagligt.

Netop derfor er det problematisk, når debatten indsnævres til et spørgsmål om, hvorvidt der findes viden og kompetencer i branchen og på uddannelserne. For det gør der. Spørgsmålet er i lige så høj grad, hvordan denne viden bringes i spil og efterspørges.

Arkitektuddannelserne har en vigtig rolle i at uddanne til formgivning i de tidlige faser, hvor mange krav skal spille sammen. Her er universelt design ikke et nyt eller uforankret tema, hverken i arkitekturforskning eller undervisning.

På Det Kongelige Akademi har vi gennem en årrække arbejdet forskningsbaseret med det, der i dag betegnes som spatial inclusion og universelt design; teoretisk, metodisk og gennem undervisning af arkitekt- og designstuderende på bachelor- og kandidatniveau.

Der forskes og undervises allerede i universelt design som en arkitekturfaglig disciplin, der rækker langt ud over standarder og minimumskrav. Arbejdet kombinerer kritiske analyser af forestillinger om den ’standardiserede krop’ med regelbaserede værktøjer og menneskecentrerede, erfaringsbaserede metoder.

I undervisningen indgår samarbejde med brugere og handicaporganisationer, hvor de studerende arbejder med konkrete rumlige problemstillinger gennem observation, dialog og prototyper. Universelt design forstås her som et spørgsmål om arkitektonisk kvalitet, valgmuligheder og rumlig fleksibilitet – ikke som én løsning, der passer alle.

Universelt design vedrører alle

En central pointe i debatten er risikoen for, at universelt design reduceres til en udvidelse af bygningsreglementets tilgængelighedskrav; en slags ’tilgængelighed plus’.

Men universelt design handler ikke om én løsning, der virker for alle. Det handler om at kunne respondere på forskellige menneskers behov, præferencer og livssituationer gennem bevidste rumlige valg.

Det forudsætter både en designproces og en efterspørgsel, særligt blandt bygherrer, som tager spørgsmålet alvorligt: Hvordan møder bygninger og byrum mennesker i deres mangfoldighed?

En aldrende befolkning gør dette mere synligt, men problemstillingen er langt bredere. De fleste mennesker oplever på et tidspunkt i livet perioder, hvor fysiske eller psykiske forhold begrænser deres mulighed for at færdes i de rum, de ellers tager for givet.

Samarbejde frem for parallelle fortællinger

Ingen kan arbejde med universelt design alene. Det er i sin natur en tværfaglig disciplin, der kræver samarbejde på tværs af uddannelser, praksis, myndigheder og bygherrer. Udfordringen er derfor ikke mangel på viden, men at sikre at den eksisterende viden faktisk indgår i et forpligtende samarbejde på tværs af sektorer.

Hvis arkitekturpolitikkens ambitioner skal realiseres, kræver det en styrket kobling mellem forskning, uddannelse, praksis og myndighedsarbejde. Men det kræver samtidig også, at efterspørgslen fra bygherrer og det offentlige følger med.

Med arkitekturpolitikken in mente er det helt oplagt at det offentlige går forrest som bygherre. Byggeri og anlæg udgør omkring en tredjedel af offentlige indkøb, og her ligger et betydeligt potentiale for at sætte retning - også for private bygherrer.

Spørgsmålet er derfor ikke, om vi har råd til at investere i kompetenceopbygning. Spørgsmålet er, om vi har politisk mod til at bruge og videreudvikle den viden, der allerede er til stede, og til at skabe de samarbejder og den efterspørgsel, der kan omsætte arkitekturpolitikkens visioner til praksis.

‍

Dette indlæg er skrevet af Mathilde Gry Serup, Institutleder, Institut for Arkitektur og Rum ved Det Kongelige Akademi, og blev oprindeligt bragt i mediet Byrumsmonitor. Læs originalen på Byrumsmonitor

‍